En solrig dag i februar 2018 blev det første spadestik taget til skabelsen af Gartnerbyen, der nu er en af Odenses nye bydele. I sensommeren 2024 færdiggøres de sidste boliger, og dermed er transformationen fra gammel industrigrund til levende bydel fuldendt.
Gartnerbyen, fredag d. 30 august: Solen stod højt, da den officielle indvielse af Odenses nye bydel Gartnerbyen fandt sted. Beboere og interessenter var alle inviteret til den officielle indvielse i Gartnerparken, centralt beliggende i den nye bydel, som markerer den snarlige afslutning på, hvad der udgør en hel bydel på 136.000 kvadratmeter og over 1900 boliger. Gartnerbyen er en fortælling om transformationen fra industri til levende bydel – Fra gammelt til nyt – Fra fortid til fremtid.
Programmet for indvielsen bød på taler af (fra venstre) bestyrelsesformand i Gartnerbyen P/S Anker Boye, borgmester Peter Rahbæk Juel og administrerende direktør i Skjøde, Allan Nielsen. I kombination med kage, champagne, musik og højt humør blev den nye bydel indviet i festlige, solbeskinnede rammer.
Fra industri til levende bydel
Området, der ligger i et smørhul mellem Middelfartvej, jernbanen og Langesøstien, har tidligere været kendt for dets industrielle aktivitet: I mange år var grunden et travlt knudepunkt, hvor lastbil efter lastbil fragtede blomster og grøntsager til og fra den velkendte GASA-virksomhed. Men i 2015 var fremtidsplanerne for byen i støbeskeen, og letbane i kombination med 40.000 lastbiler om året, var ikke to ting der gik hånd i hånd: dét havde administrerende direktør i Skjøde, Allan Nielsen, tidligt konstateret. Derfor initierede Allan projektet ved at foreslå GASA en flytning, og da det allerede var i deres overvejelser, blev fantasi pludselig til virkelighed. I 2017 blev grunden derfor opkøbt af Skjøde og PFA Ejendomme, og GASA påbegyndte den gradvise flytning. Jordarbejdet begyndte herefter i 2018, og knapt 7 år senere er bydelen så godt som afsluttet.
Et område der svarer til mere end 20 fodboldbaner. Størrelsen er ikke til at tage fejl af, når man anskuer den gamle 136.000 kvadratmeters GASA-grund fra luften.
Netop det historiske, urbane perspektiv valgte Peter Rahbæk Juel at adressere i sin tale på indvielsesdagen:
”Gartnerbyen er ikke bare et hjem for jer, der bor her – Men et meget vigtigt symbol for Odenses historiske udvikling; nemlig den byomlægning, hvor vi giver plads til flere mennesker og mindre industri i bymidten”.
Foruden Gartnerbyen er der mange områder i Odense, hvor industri er omdannet til boligområde. I Skjøde-regi er Odense Offentlige Slagtehuse et andet eksempel på den odenseanske, historiske udvikling, hvor man har konverteret den gamle industrigrund til moderne ungdomsboliger med respekt for fortiden i kombination med nybyg.
Et projekt, der kræver fantasi
At gå fra ide til eksekvering på så omfattende et projekt forudsætter mod og vedholdenhed – Noget, som Allan Nielsen adresserede i hans tale på indvielsesdagen:
”Et projekt af den størrelse kræver en god fantasi for at kunne fuldføre, men med tilgangen ”det har jeg aldrig prøvet før, så det skal jeg nok klare” – som en vis, svensk forfatter vidst engang har skrevet – så er det lykkedes. Vi var dog ikke kommet i mål uden alle vores fantastiske samarbejdspartnere, investorer og kommunen. Uden deres villighed, havde projektet ikke fundet sted. Ofte har vi trænet, mens vi har spillet kamp - men dét er vi også lykkedes rigtig godt med.”
Med over 3.000 beboere, fordelt i leje- og ejerboliger, er Gartnerbyen et af Odense største byudviklingsprojekter i nyere tid – Og er næsten tre gange så stor som omdannelsen af Thomas B. Thriges gade i størrelsesordenen. Foruden boligerne byder bydelen tillige på Coop365, erhvervslokaler, grønne oaser og legepladser.
Overdragelse til beboere
Beboerne i Gartnerbyen er løbende flyttet ind, mens bydelen har udviklet sig til de tre kvarterer, vi ser i dag. Først havekvarteret, med sine charmerende by- og rækkehuse, tæt på det attraktive Åløkkekvarter. Herefter fulgte parkkvarteret med sine naturlegepladser, grønne lommer og den centrale Gartnerpark, som samler seniorboliger, ungdomsboliger og familieboliger. Og senest bykvarteret, hvor man finder butikstorv, erhvervslejemål og de moderne Green-Houses med grønne tagterrasser. Den gradvise indflytning i de respektive kvarterers udfoldelse, har fra projektets spæde start vidnet om en tro fra beboerne på bydelens blomstrende fremtid:
”Nogle af jer beboere købte ejerboliger, mens den kommende bydel stadig var en byggeplads – Og dermed har I vist stor tillid til os. Nu vil vi gerne overdrage Gartnerbyen til jer. I skal leve her, og vi håber, I vil passe godt på den.”
Med de ord afsluttede Allan således indvielsen af Gartnerbyen og dermed overdragelsen til beboerne. Herefter blev der skåret hul på den – vel ikke så tilfældigt – 7 meter lange kage med festlig musik og højt humør.
D. 8 november forventes det sidste, igangværende byggefelt afsluttet, og Gartnerbyen vil således være en helstøbt bydel, der binder generationer sammen med sine boliger til både unge, familier og ældre via kvalitetsbyggerier og grønne lommer.