HF & VUC i Odense

Med sin placering mellem Odense centrum, banegården og Byens Bro på den ene side og havneområdet på den anden markerer HF & VUC Fyn et vigtigt skridt i udviklingen af et nyt bycampus. Byggeriet bidrager til at skabe en naturlig forbindelse mellem den indre by og Odense Havn.

Bygningen fremstår funktionel, lys og indbydende. Facaderne er inspireret af det nordiske lys og er domineret af store vinduespartier samt lette aluminiumspaneler. Samspillet mellem aluminium og aluminiumnet giver facaden et levende og varieret udtryk, som ændrer karakter i takt med dagens lys og skiftende vejrforhold. Udvalgte facadepartier er desuden baggrundsbelyst med LED-belysning, der fremhæver bygningens arkitektur i de mørke timer.

Bygningen omfatter i alt 12.500 m² fordelt på fire etager, en tagterrasse samt en effektivt disponeret kælder med plads til 60 biler. I kælderen er der desuden etableret en multisal, som kan anvendes til motion, koncerter og andre arrangementer. Ud over moderne undervisningsfaciliteter rummer bygningen også et storkøkken.

Fakta

ENTREPRISETYPETotalentreprise
LOKATIONKottesgade 6-8, 5000 Odense C
OMFANG13.600 m2