René Møller – Projektleder
Uddannet bygningskonstruktør og murer
Byggeriet af Stevns Plejehjem skrider hastigt frem – et projekt på 3.380 m² med i alt 40 plejeboliger fordelt på to etager. Men hvad vil det egentlig sige at stå i spidsen for et projekt af den kaliber? Vi har talt med projektleder hos Skjøde, René Møller, der deler sin oplevelse med processen, og det at være projektleder i Skjøde

“Det her er et projekt, der kræver noget ekstra. Et plejehjem er teknisk komplekst – fra overvågning og dementssikring til særligt tilpassede installationer. Samtidig er jeg bindeled mellem bygherre, brugergrupper og entreprenører. Det gør det både udfordrende og enormt spændende at arbejde med”
René har været i Skjøde i over fem år, og hans rejse spænder bredt – fra klassiske boligbyggerier til de mere komplekse institutions- og erhvervsbyggerier
“Noget af det, jeg virkelig værdsætter i Skjøde, er muligheden for hele tiden at udvikle sig. Jeg startede med boligsager, men er gradvist blevet inddraget i projekter med højere kompleksitet – og det har løftet min faglighed markant.”
“Det er en helt ny type byggeri for mig, og der er mange nye ting, man skal sætte sig ind i. Men jeg står ikke alene – jeg har et stærkt bagland, og det giver tryghed. Det er fedt at mærke, at man bliver klædt på, hver gang man skal lære noget nyt.”
Den tætte faglige sparring og support fra kolleger betyder, at nye teknologier og byggemetoder føles overskuelige – og trygge at kaste sig ud i.
Hvordan udvikler du dig fagligt og personligt?
“Det er ikke noget, du selv skal kæmpe for i en travl hverdag. Vi har tre udviklingssamtaler om året, og der bliver løbende afholdt interne kurser – også i emner, man måske ikke selv havde fået meldt sig til. Jeg har fx været på kurser i ledelse, personlig udvikling og projektstyring. Da jeg ønskede at dykke dybere ned i projekteringsfasen, blev det hurtigt grebet og understøttet.””
Hvad betyder kulturen og fællesskabet hos Skjøde for hverdagen?
“Det, der virkelig gør en forskel for mig, er det stærke sammenhold. Vi har et team med plads til forskelligheder, hvor der er respekt for hinandens måder at arbejde på – og hvor der også er plads til humor og gode grin, selv når dagene er lange.”
