Vi skaber de rigtige rammer

Det sidste ledige byggefelt i Odenses nye bydel Gartnerbyen, som Skjøde står bag, er nu solgt. Dermed har et af Odenses største byudviklingsprojekter nogensinde nået endnu en milepæl – trods begyndende tegn på en generel opbremsning i byggeriet.

Den positive udvikling betyder, at Gartnerbyen efter planen vil være fuldt færdigbygget i 3. kvartal 2024. Det er næsten et år før oprindeligt planlagt.

”Med Gartnerbyen skriver vi et væsentligt kapitel i fortællingen om det nye Odense, og derfor er vi også glade og ydmyge over, at vi fra begyndelsen har oplevet så stor interesse for både at bygge og bo i bydelen,” siger Allan Nielsen, administrerende direktør i Skjøde-

”At vi nu kan melde udsolgt, viser, at Odense er en attraktiv by, og at investorerne har tiltro til den businesscase, vi har præsenteret for dem,” tilføjer han.

Skal rumme 3.000 beboere

I 2017 købte Skjødes hovedaktionær sammen med PFA Ejendomme den tidligere Gasa-grund lige vest for Odenses bymidte. Og i februar 2018 tog man første spadestik til den nye bydel. Fuldt udbygget vil Gartnerbyen rumme cirka 3.000 beboere og brede sig over cirka 136.000 kvadratmeter.

Blandt investorerne finder man ud over PFA blandt andet flere almene boligselskaber, Industriens Pension, private investeringsselskaber og byggefirmaet Danhaus. Af aktuelle byggeprojekter kan nævnes omdannelsen af en af Gasas gamle administrationsbygninger til kollegieboliger samt opførelsen af tre punkthuse kaldet Trekløveren med 89 boliger ved indkørslen til området.

En bydel for alle

Gartnerbyen er på nuværende tidspunkt cirka 2/3-dele udbygget, og udbygningen af de sidste byggefelter går i gang løbende primo 2023. Ud over boliger etableres der blandt andet grønne områder og detailhandel – således flyttede en Coop365-discountbutik ind i november 2021.

Helt fra begyndelsen er Gartnerbyen tænkt som en bydel for alle. Det vil sige, at når de sidste nybyggerier er opført på de resterende og nu udsolgte grunde, vil Gartnerbyen bestå af både ejer- og lejeboliger i blandede boformer - herunder kollegieboliger, familievenlige byhuse og seniorboliger.

”Gartnerbyen, den gamle industribydel, er på alle måder et signaturprojekt for Odense. Med byfortætning, blandede boligformer for alle og letbanen lige om hjørnet har Gartnerbyen stor betydning for Bolbros selvfølelse, men også for resten af byen som et billede på, hvordan Odense vokser og fornyer sig i disse år. At samtlige byggefelter nu er solgt, vidner om, at rigtig mange mennesker, både nuværende og nye odenseanere, ser Odense som en attraktiv by at studere i, stifte familie i, arbejde og engagere sig i,” siger Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense Kommune.

 

FAKTA OM GARTNERBYEN

  • Gartnerbyen er en ny bydel i den vestlige del af det centrale Odense. Det er et af Odenses største byudviklingsprojekter nogensinde.
  • Projektet er udviklet af entreprenørfirmaet Skjøde og ligger i et med PFA Ejendomme ligeligt ejet arealudviklingsselskab.
  • Byggeriet blev indledt i 2018 og forventes færdigopført i 3. kvartal 2024. Området rummer i alt 22 byggefelter og ca. 136.000 m2 byggeri.
  • Der bygges cirka 1.900 boliger fordelt på almene og private lejeboliger, ejerboliger, ungdomsboliger og seniorboliger. Fuldt udbygget vil Gartnerbyen kunne huse over 3.000 beboere.
  • Foruden boliger vil området komme til at rumme blandt andet butikstorv og grønne områder.

.$lb3.'OdenseBygningsservice' .$lb3.'OdenseBygningsservice