Vi skaber de rigtige rammer

Et moderne friplejehjem med plads til 96 beboere og udsigt over Kertinge Nor er på vej i Munkebo. Byggeriet, der efter planen står klart til indflytning i 2028, opføres af den udviklende totalentreprenør Skjøde A/S og skal drives af plejehjemsoperatøren Altiden.

Odense d. 26. marts: Der er i dag indgået en samarbejdsaftale om rammer og vilkår for et nyt friplejehjem i Munkebo mellem Kerteminde Kommune og Altiden. Dermed er et længerevarende udviklingsforløb nu blevet til et konkret plejehjemsbyggeri og et nyt kapitel for ældreområdet i Kerteminde Kommune.

Det nye plejehjem får navnet Fribo Munkebo og bliver et moderne byggeri på 7.122 m², fordelt på tre plan. Her indrettes 96 boliger, fællesarealer og faciliteter, der skal understøtte et trygt og hjemligt hverdagsliv for beboerne. Byggestart forventes i 3. kvartal 2026, og afleveringen er planlagt til foråret2028.

Projektet tog sin begyndelse i 2022, hvor Skjøde erhvervede grunden med udsigt til fjorden. Siden har Skjøde stået i spidsen for en omfattende udviklingsproces, der har krævet tæt dialog om lokalplaner, behovsafdækning og de rette rammer for økonomi og drift. Aftalen markerer derfor afslutningen på en grundig proces og samtidig begyndelsen på realiseringen af selve byggeriet:

-For os har det været afgørende at udvikle et plejehjem, hvor både kvaliteten i byggeriet og kvaliteten i hverdagen går hånd i hånd. Det kræver et tæt og tillidsfuldt samarbejde hele vejen, både med kommunen og med en erfaren driftsoperatør. Det giver os ro i maven at vide, at både håndværket og omsorgen er i de bedste hænder" udtaler administrerende direktør i Skjøde A/S, Allan Nielsen.

Altiden har 25 års erfaring indenfor ældreomsorg og driver i forvejen en række bo- og aktivitetstilbud til ældre, herunder friplejehjem i Greve og Holte.

- Vi er glade for samarbejdsaftalen mellem Kerteminde Kommune og Altiden og ser frem til et godt og stærkt samarbejde med kommunen. Ligesom i vores andre tilbud vil vi skabe trygge og stabile rammer for borgere, der har brug for hjælp og omsorg, understreger administrerende direktør i Altiden, Trine Mottlau.

Med aftalen om det nye friplejehjem, Fribo Munkebo, kan de ældre borgere i Munkebo se frem til at plejehjemstilbuddet i Kerteminde Kommune bliver væsentligt forbedret, når de ældre og til dels nedslidte Lindhøj Plejehjem og Lindhøj Plejehjem afdeling Troelskær lukkes og erstattes af det nye friplejehjem:

-Det er en særdeles god dag for de ældre i Kerteminde Kommune, der på et tidspunkt får behov for en plejehjemsplads. De nye rammer giver moderne boliger til 96 ældre borgere og langt bedre faciliteter for både beboerne og personalet. Med aftalen mellem Altiden, Skjøde og Kerteminde Kommune er der skabt et stærkt partnerskab til glæde for kommunens ældre, siger Michael Nielsen, borgmester i Kerteminde Kommune.

Foruden Fribo Munkebo opfører Skjøde også 16 tryghedsboliger på grunden. Tilsammen indgår projektet således i Skjødes fortsatte arbejde med at udvikle tidssvarende velfærdstilbud.

 

Situationsplan:

OdenseBygningsservice OdenseBygningsservice