Vi skaber de rigtige rammer

I løbet af de kommende år skal Skjøde opføre et nyt bæredygtigt byggeri med 89 attraktive boliger for Industriens Pension, som investerer et trecifret millionbeløb i boligprojektet. Boligerne får en central placering i Odenses Gartnerbyen og bliver et af de sidste projekter i den nye bydel.

Det nye boligprojekt får navnet ”Trekløveren” og kommer til at bestå af tre punkthuse, som vil symbolisere hvert deres blad i trekløveren. Det samlede bygningsareal bliver på 6.432 m2, og det forventes, at ejendommene bæredygtighedscertificeres efter DGNB Guld-standarden, hvilket betyder, at byggeriet skal leve op til høje krav for bl.a. miljømæssig bæredygtighed.

”Hos Skjøde er vi meget tilfredse med at have indgået aftale med Industriens Pension om ’Trekløveren’, som ligger ved ankomsten til Gartnerbyen. Projektet er medvirkende til, at vi forventeligt i 2024 kan se Gartnerbyen som en fuldt udbygget bydel til glæde for alle beboere og odenseanere,” siger Allan Nielsen, admistrerende direktør i Skjøde.

Grønne områder

De 89 nye boliger indrettes med lyse materialer, og alle lejligheder får rummelige terrasser eller altaner. Der bliver grønne gårdrum mellem punkthusene, og Gartnerbyen som helhed er karakteriseret ved mange rekreative områder, små butikker og en kombination af erhverv og boliger.

Skjøde er totalentreprenør på det nye byggeri, mens ejendomsmæglervirksomheden EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af projektet. Arkitema Architects har stået for arkitekturen.

Byggeriet skal efter planen stå klar i løbet af 2023.

 

Fakta om Trekløveren

  • Industriens Pension investerer et trecifret millionbeløb i boligprojektet Trekløveren, der består af tre punkthuse med 89 boliger centralt i Odense.
  • De 89 boliger får et samlet bygningsareal på 6.432 m2.
  • De nye boliger forventes bæredygtighedscertificeres med DGNB Guld.
  • Trekløveren er en del af det nye store byområde Gartnerbyen, der er en ny grøn bydel i Odense.

 

OdenseBygningsservice OdenseBygningsservice