På en etableret halvø i Nordhavn i København bliver der boret, banket og hamret for fuld tryk i disse dage. Københavns største skolebyggeri blev skudt i gang i januar, og i 2017 kan "Copenhagen International School" åbne dørene til en innovativ og opsigtsvækkende campus i det opblomstrende område i Nordhavn. Fire nye storentreprenører har netop underskrevet byggekontrakter, som indgår i en samlet byggesum på over 500 mio. kroner.

I 2017 skal Copenhagen International Schools nye campus på 25.000 kvadratmeter stå klar i Københavns Nordhavn. Byggeriet af den nye skole i Nordhavn blev igangsat i starten af året, og der arbejdes lige nu hårdt på at få skabt fundamentet på den halvø i Nordhavnen, der er blevet konstrueret til at bære Københavns hidtil største skolebyggeri.

Fra én totalentreprenør til fire storentreprenører

Det er Ejendomsfonden Copenhagen International School, der styrer byggeriet, som har været igennem en længere forhandling med entreprenører. Da der tidligere ikke kunne opnås enighed med den udvalgte totalentreprenør, ophørte samarbejdet, hvorefter Ejendomsfonden nu har valgt at omlægge strukturen for byggeriet og indgå aftaler med fire nye storentreprenører, der sammen skal stå for opførelsen af det meste af skolen. Nu er de fire kontrakter med entreprenørerne underskrevet – de tæller Per Aarsleff A/S (fundamenter og råhus), et konsortium bestående af K.T. Electrik og DTEK (tekniske installationer), H. Skjøde Knudsen A/S (aptering) samt Eiler Thomsen Alufacader A/S (lukningsenterprise). Der arbejdes derudover på en selvstændig aftale, der skal dække selve facadearbejdet, som bliver af enestående art. De indgåede kontrakter markerer, at byggeriet for alvor tager fart, og en ny og klar retning for projektet er lagt frem mod åbningen i 2017.

”Med et byggeri på den her størrelse ved man aldrig, hvad der kan komme af udfordringer på vejen. Vi er meget glade for at have fundet frem til en struktur med fire nye storentreprenører, der nu betyder, at vi kan arbejde målrettet frem mod åbningen af den nye campus i januar 2017, og vi er allerede i fuld gang", siger formand for Ejendomsfonden for Copenhagen International School, John Bo Jacobsen.  

Et ambitiøst skolebyggeri med unik placering

Copenhagen International School har 850 elever i alderen 3 til 19 år fra flere end 70 forskellige lande. Undervisningen er i dag fordelt på adresser i Hellerup og på Østerbro i København, men bygningerne kan ikke længere følge med den store efterspørgsel på elevpladser, og derfor samler skolen nu sine aktiviteter i én stor skolebygning i Nordhavn med plads til 1.200 elever og 250 ansatte - mod 180 i dag.

”Udover størrelsen på byggeriet og den innovative arkitektur der ligger bag, er det en stor oplevelse at være med til at etablere en international skole i et helt nyt område som Nordhavn. Vi er med i en fase lige nu, hvor vi kan påvirke udviklingen af området, og der er ingen tvivl om, at den nye campus vil blive et centralt omdrejningspunkt for det urbane havnebyrum, der skabes herude”, siger John Bo Jacobsen.

Den nye campus bliver den første af sin art, som blandt andet kan bryste sig af faciliteter som tre fuldstørrelses basketballbaner og et teater med plads til et stort publikum samt tilhørende øvelokaler. Campussen bygges på Levantvej Vest i Københavns Nordhavn på en etableret halvø – omgivet af vand og grønne områder og med kort afstand til den nye metrostation i Nordhavn.

Byggeriets næste store milepæl bliver til maj, når de første byggesten bliver lagt ved en større event, men inden da vil bygningens særlige facade-projekt også være offentliggjort.

Byggeriet af det nye campus for "Copenhagen International School" er netop påbegyndt på en etableret halvø i Nordhavn. Den samlede byggesum for det 25.000 kvadratmeter store campus bliver på over 500 mio. kroner. Skolen forventes at stå færdig i 2017 og vil blive omdrejningspunkt for et urbant havnebyrum i Københavns Nordhavn.

For yderligere oplysninger om byggeriet, kontakt venligst: 

John Bo Jacobsen, formand for Ejendomsfonden for Copenhagen International School,
på mail: jbj@ecis.dk eller telefon 40 26 53 86.

For yderligere oplysninger om Copenhagen International School, kontakt venligst:

Thomas Martin Nielsen, informations- og udviklingschef Copenhagen International School, på mail: tmn@cis.dk eller telefon 27 24 48 99.

.$lb3.'OdenseBygningsservice' .$lb3.'OdenseBygningsservice