Illustration: Cortex Park kontordomicil

Pensionsselskabet PFA opfører nu det andet af to store kontordomiciler i Cortex Park. Det er atter Skjøde, der skal stå for byggeriet.

Skjøde fortsætter med at sætte sit aftryk på Odenses nye bydel, Cortex Park, i det sydøstlige Odense.
Alt imens den Odense-baserede entreprenør pt. opfører pensionsselskabet PFA’s første af to kontordomiciler i bydelen, er der nu også indgået en aftale om at opføre bygning to i form af godt 5.500 m2 kontordomicil i fem og seks etager.

”Vi er rigtigt glade for at fortsætte vores gode samarbejde med PFA og være med til at præge en bydel, som bliver en stor gevinst for Odense,” siger adm. direktør i Skjøde, Allan Nielsen.

 

Henvender sig til mange typer virksomheder

Byggeriet går i gang i løbet af foråret og bliver certificeret efter DGNB Guld-standarden – en af de højeste standarder for bæredygtigt byggeri.

Domicilet opføres i to fløje med henholdsvis seks og fem etager. Ligesom det første PFA-byggeri henvender det sig til flere forskellige erhvervslejere med parkering i kælderen, fællesfaciliteter i stuen og kontorfaciliteter på de øvrige etager.

Hvor det første projekt især henvender sig til virksomheder med brug for meget plads og adgang til fællesfaciliteter, er det nye domicil primært målrettet mindre virksomheder og organisationer, som har behov for mellem 250 og 2.000 m2 og færre fællesfaciliteter. Det er således muligt både at leje hele etager eller dele heraf.

”Vi oplever en øget efterspørgsel på den slags blandede kontordomiciler og forventer kun, at efterspørgslen vil stige i de kommende år. Samtidig oplever vi, at udviklingen på arbejdsmarkedet generelt og coronapandemien specifikt skubber på en udvikling hen imod mere fleksible kontormiljøer, der kan tilgodese en hverdag med mange skiftende arbejdssituationer,” siger Allan Nielsen.

 

Samlet investering på 400 mio. kr.

PFA’s to investeringer i Cortex Park beløber sig til lige knap 400 millioner kroner, og byggeriet skal efter planen stå færdigt i 2022.

”Fra PFA’s side er vi meget begejstret for at kunne bidrage til den fortsatte udvikling af Odense og skabe nogle gode rammer for det lokale erhvervsliv. I Skjøde har vi fundet en god, lokal samarbejdspartner, som har demonstreret en rigtig fin forståelse af både vores og slutbrugernes behov,” siger Mikael Arne Fogemann, Executive Director, Nordic Real Estate i PFA.

 

Fakta om byggeriet

Cortex Business Park II bliver opført af H. Skjøde Knudsen A/S for bygherren PFA Ejendomme.

Bygningen bliver på ca. 5.500 m2 fordelt på fem og seks etager med ca. 1.450 m2 parkeringsfaciliteter i kælderetagen.

Stueetagen rummer fællesfaciliteter i form af bl.a. køkken og kantinefaciliteter.

Facaden opføres i struktureret beton for et moderne look.

Individuel klimastyring til de enkelte arbejdsområder.

Hele byggeriet opføres efter bæredygtighedsstandarden DGNB Guld.